Skip to main content

Nets forklarer betalinger

Offline-betalinger - hvad, hvorfor, hvornår og hvordan?

Dankort fysisk handel
Publiceret: 18.01.2024
3 min. læsetid

Hvad gør man egentlig, hvis et nedbrud gør, at man ikke kan tage imod kortbetalinger som normalt? Man tager imod betalinger offline. Bliv klogere på hvordan det virker.

De forbrugere, der sværger til at betale med kontanter, argumenterer for det med, at kontanter altid virker, også hvis systemet eller internettet pludselig går ned. En rapport udgivet af Nationalbanken konkluderer dog, at kontanter ikke nødvendigvis er hverken den eneste eller den bedste løsning, hvis systemet er nede. I Danmark er det nemlig muligt at betale med kort, selvom der skulle komme et - heldigvis sjældent - nedbrud på systemet. Det er der ikke mange forbrugere, der ved, og det er ærgerligt. Nationalbankens rapport viser nemlig, at 63 % af danskerne er bekymrede for, hvad de skal gøre, hvis betaling med kort ikke er muligt pga. nedbrud. Og det er forståeligt, for 9 ud af 10 betalinger i fysisk handel sker med kort eller mobil, så mange forbrugere betaler i dag aldrig med kontanter. Systemet til kortbetalinger er udviklet sådan, at man kan betale offline med kort, også selvom internettet eller betalingsinfrastrukturen er nede. Det eneste man som forbruger skal gøre for at betale offline med sit kort er, at bruge sit fysiske kort til betaling og indtaste sin pinkode ved betalingen. Derefter lagres betalingen i systemet og pengene vil blive trukket, når systemet igen er oppe at køre. For at offline-betalinger skal fungere, kræver det selvfølgelig at butikken har adgang til strøm til deres terminaler, ellers kan kortbetalingerne ikke gennemføres. Men som Nationalbanken fremhæver i deres rapport, så vil butikkerne alligevel lukke, hvis strømmen er gået helt og i så fald kan det være lige meget at have kontanter på sig til at betale med i nødsituationer.

Forskel på kortene

Der er forskel på, hvordan de forskellige betalingskort på markedet fungerer, når de skal bruges til offline-betalinger. Ved Visa og Mastercard er det kundens bank, der bestemmer, om kortet kan bruges til offline-betaling og i så fald hvor meget der kan købes for offline. Derimod er det muligt at betale offline med alle Dankort. Her skal det i øvrigt bemærkes, at offline-betalinger ikke virker med wallets som Apple Pay og Google Pay. De virker altså kun med fysiske betalingskort, ikke ved mobilbetalinger.

Det et også muligt at købe for større beløb offline med Dankort, end det er med Visa og Mastercard.

Det kan derfor være en fordel for dig at bede dine kunder betale med Dankort, hvis dit system er nede.

Sådan sætter du din terminal offline

Én ting er at vide, at ens kunder kan betale offline ved nedbrud, en anden ting er hvordan man så helt lavpraktisk sætter sin terminal offline.

Find og følg vores guide her

Vil du vide mere om emnet? Læs Nationalbankens rapport om offline-betalinger

Var denne artikel brugbar?

Louise Fibiger Ravnkilde
Louise Fibiger Ravnkilde
Senior Digital Content & Communications Manager, Nets A/S